<p>En girafunge er fredag kommet til verden i Zoologisk Have København.</p><p>Det skriver Zoologisk Have i en pressemeddelelse.</p><p>Den nyfødte girafkalv, der kom til verden 13. marts klokken 13.03, vækker begejstring hos zoologisk direktør Mads Frost Bertelsen.</p><p>- Vi er meget glade. Den europæiske girafbestand er i tilbagegang, så nye fødsler er vigtige for avlsprogrammet, siger han i meddelelsen.</p><p>Den nuværende girafflok består af en avlshan og tre hunner.</p><p>Zoologisk Have er en del af et internationalt avlsprogram for giraffer. Siden 1915 har man opdrættet 38 kalve.</p><p>Og den nye unge er ifølge meddelelsen “et vigtigt bidrag” til avlsprogrammet.</p><p>En giraf er drægtig i cirka 15 måneder og føder én kalv, der ved fødslen er knap to meter høj og vejer mellem 50 og 60 kilo.</p><p>Giraffer er ifølge pressemeddelelsen “tæt på at være en truet art i naturen”.</p><p>Den nyfødte unge er den første af flere forventede girafkalve i år.</p><p>- Vores to andre girafhunner er også drægtige. Vi forventer, at de nedkommer inden for de næste par måneder, siger dyrepasser Nicolai Østergaard i meddelelsen.</p><p>Ligesom girafmor er faren også førstegangsforælder.</p><p>Parringen var dog ikke helt uproblematisk, fortæller dyrepasseren.</p><p>- Vores udfordring har været, at den nye avlshan var meget ung og ikke så høj, da han kom til Zoo.</p><p>- Hunnerne var i brunst, og han vidste også godt, hvad han skulle gøre, men han kunne simpelthen ikke nå op. Men han voksede, og til sidst lykkedes det, siger Nicolai Østergaard.</p><p>Det er endnu uvist, om det er en han eller en hun, der er blevet født. Det skal dyrlæger nu fastslå.</p><p>Men de allerførste timer skal bruges på at knytte bånd mellem mor og unge.</p><p>I den kommende tid vil kalven gå sammen med sin mor i girafstalden, hvor man som besøgende også kan fange et glimt af den.</p><p>Girafungen er ikke den eneste opsigtsvækkende dyrefødsel i denne uge.</p><p>Natten til onsdag fødte den asiatiske elefant Mun nemlig en unge.</p><p>Hunelefanten var drægtig i 22 måneder, inden hun fødte sin unge onsdag klokken 03.54.</p><p>/ritzau/</p>

<p>En tidlig morgen i marts 2028 bliver beboerne i grænsebyen Narva i Estland vækket af eksplosioner. Maskerede russiske soldater trænger ind i byen og overmander de estiske grænsetropper. Russerne får støtte i byen fra dele af den lokale russisktalende befolkning, som i al hemmelighed har fået udleveret håndvåben i ugerne forinden. I løbet af få timer er den estiske by med godt 50.000 indbyggere på grænsen til Rusland erobret. Da solen står op, vajer det russiske flag fra tårnet på det historiske rådhus.&nbsp;</p><p>I de foregående dage er russiske soldater forklædt som turister rejst til øen Hiiumaa ud for den estiske kyst, og med støtte fra to russiske krigsskibe indtager de samme morgen øen, hvorfra de kan kontrollere dele af Østersøen og blokere adgangen til det baltiske Nato-land. Stemningen er febrilsk i Natos hovedkvarter i Bruxelles. Europas ledere havde håbet på fred, måske endda et tøbrud, da Ukraine efter mere end fire års krig havde accepteret en fredsaftale, som gav Rusland lov til at beholde de besatte ukrainske områder. Nu har Rusland angrebet et Nato-land og udfordret kernen i det transatlantiske samarbejde, nemlig artikel 5, som fastslår, at et angreb på ét land betragtes som et angreb på alle. Hvad gør Nato? Og kunne forsvarsalliancen have hindret, at det kom så vidt?</p><p><a href=”https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/tysk-ekspert-europa-kan-opnaa-fred-hvis-vi-indser-krig-aldrig-forsvinder”>Carlo Masala</a>, professor i international politik ved Bundeswehr-universitetet i München, skildrer fremtidsscenariet i sin seneste bestsellerbog “Wenn Russland gewinnt” (Hvis Rusland vinder), og målet med scenariet er ifølge den tyske militærekspert, at “vi gør alt for, at det aldrig bliver til virkelighed”. Det er ikke for sent at opbygge et militært forsvar, som kan afskrække russerne fra at angribe Nato. Men selv nu, da krigen i Ukraine er gået ind i sit femte år, har mange europæere ikke forstået alvoren, mener han.</p><p>“Ruslands erklærede mål er at ødelægge Nato, og i Europa er man efterhånden enig om, at Rusland i 2029 vil være klar til at angribe et Nato-land. Mange forestiller sig, at Rusland vil indlede en storkrig ved at angribe Polen eller hele Baltikum. Men jeg mener ikke, at Rusland vil begynde med en storkrig. Rusland vil snarere teste Nato på en måde, som er forbundet med meget lav risiko for Rusland selv, men med høj risiko for Nato. Hvis Nato ikke reagerer troværdigt på denne test, er det slut med Nato,” siger Carlo Masala, som er en af de mest efterspurgte militæreksperter i de tysktalende lande.</p><p>“Europa kan ikke længere regne med USA, og diskussionen har derfor ofte en tendens til at handle om, at Europa skal blive lige så stærkt som USA for at kunne afskrække russerne. Men det er ikke nødvendigt. Vi skal bare blive stærkere end russerne. Det er en historisk opgave, som Europa stadig er i stand til at løse, hvis der er politisk vilje til det,” siger han.</p><p>Krigen i Iran og det øvrige Mellemøsten har kun gjort den russiske trussel større for Europa, understreger Carlo Masala. De eksploderende energipriser har fået USA til at lempe sanktionerne mod russisk olieeksport, og milliarder strømmer ind i præsident Vladimir Putins krigskasse. Samtidig mister Rusland international indflydelse, fordi Moskva i stigende grad svigter sine allierede – Venezuela, Syrien og nu Iran. Europa er dermed Putins sidste og vigtigste spillerum, og derfor retter Kreml i højere grad sit strategiske fokus mod Europa. Derfor vil Rusland formentlig intensivere sine hybride angreb på europæiske lande i de kommende måneder, &nbsp;vurderer militæreksperten.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”bb67daf8-4273-45c3-b84f-04269ca86ebd” data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”En kvinde krydser en gade i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Tiden er knap, hvis Europa skal opbygge et forsvar, der kan afskrække Rusland, betoner den tyske professor Carlo Masala” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-03/20260310-095502-L.jpg?itok=n5rZ-vBe” width=”944″ height=”628″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> En kvinde krydser en gade i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Tiden er knap, hvis Europa skal opbygge et forsvar, der kan afskrække Rusland, betoner den tyske professor Carlo Masala Foto: Roman Pilipey/AFP/Ritzau Scanpix </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <h2>Europa skal øge tempo&nbsp;</h2><p>I Carlo Masalas scenarie har den aldrende russiske præsident, Vladimir Putin, efter sejren i Ukraine overladt præsidentembedet til en ukendt, men karismatisk efterfølger, som fremstår liberal og genopliver Vestens gamle illusioner om samhandel og sameksistens, mens Rusland reformerer sin kamphærdede hær og fylder de militære lagre op. I mellemtiden trækker amerikanerne sig stort set ud af Europa for at koncentrere alle deres styrker om en mulig militær konflikt med Kina i Stillehavet. En fremprovokeret bølge af migranter afleder Europas opmærksomhed, da russiske lejesoldater i Vestafrika tvinger folk til at rejse til det europæiske kontinent. Da Rusland i 2028 angriber Estland, gør USA’s præsident det klart for sine Nato-allierede, at han ikke vil risikere at udløse en nuklear Tredje Verdenskrig på grund af en lille estisk by. Alliancen, som siden 1949 har beskyttet store dele af Europa, eksisterer dermed ikke længere. Uden USA, som stadig står for mere end 65 procent af Natos kapacitet, er Europa ude af stand til at handle, skildrer Carlo Masala.&nbsp;</p><p>“Hvis Nato begynder at diskutere, hvor meget af et land, russerne skal tage, før Nato vil aktivere artikel 5, så har Nato mistet sin afskrækkende virkning, som udgør selve formålet med alliancen. Dermed er det ude med Nato, og dermed har Rusland nået sit mål, for så indbyder Nato til aggression mod sine medlemslande,” siger han.</p><p>Tiden er knap, hvis Europa skal opbygge et forsvar, der kan afskrække Rusland, betoner den tyske professor.</p><p>“Vi har brug for kampvogne, brigader og jagerfly. Men afskrækkelse virker kun, hvis vi klart signalerer over for Rusland, at vi svarer igen på selv det mindste angreb. Hvis vi stadig har tre-fire år til at forberede os, vil vi have nok til at kunne afskrække russerne. Hastighed er den vigtigste faktor i oprustningen. Det går godt i nogle lande, men slet ikke godt i andre. Danmark og de nordiske lande er nogle af dem, der opruster med størst hastighed, og Tyskland er også begyndt at opruste massivt. Men i store lande som Italien, Frankrig og Storbritannien kan jeg ikke få øje på nogen stærk indsats for at indhente det forsømte, og det er bekymrende,” siger han.</p><h2>Ruslands tomme atomtrusler&nbsp;</h2><p>Rusland har været dygtig til at udnytte europæernes frygt for atomkrig i den fire år lange krig i Ukraine, påpeger Carlo Masala. Al militær hjælp til Ukraine blev givet under denne frygt, og hjælpen kom derfor altid for sent og var altid for lidt til at sætte Ukraine i stand til at forsvare sig mod Rusland.&nbsp;</p><p>“En lære af krigen bør være, at vi er opmærksomme på de psykologiske mekanismer, som går hånd i hånd med atomtruslen, og at vi indser, at Rusland bruger dem bevidst til at afskrække os fra at træffe vigtige beslutninger. Derfor er det ikke fri fantasi, når jeg beskriver et scenarie, hvor Nato afstår fra at forsvare et medlemsland på grund af frygt for en atomkrig, for det har været tilfældet i mere end fire år nu,” siger Masala.</p><p>“Frygten har ført til, at vi har pålagt Ukraine regler for, hvordan de måtte bruge de leverede våben, og det har tvunget dem til at forsvare sig med den ene hånd bundet på ryggen. Med andre ord har vi forventet, at de skulle kæmpe på en måde, som vi aldrig selv ville kæmpe på,” siger han.</p><p>Trods gentagne trusler fra russiske politikere om at udslette europæiske storbyer er sandsynligheden for, at Rusland vil bruge atomvåben meget lille, vurderer Carlo Masala.</p><p>“Ruslands atomtrusler er aldrig blevet bakket op af virkelige handlinger. Hvis man vil sætte alvor bag sine trusler, bliver man nødt til på et tidspunkt at tage atomsprænghovederne ud af depoterne og bringe dem til affyringssystemerne. Det ville have været et klart signal om, at man måske ville indsætte dem. Men det er aldrig sket,” siger han og påpeger, at Kina, Indien og USA i en fælles erklæring i 2023 fastslog, at brugen af atomvåben er et absolut tabu.</p><p>“Rusland har ikke råd til at miste støtten fra Kina og Indien. Og brugen af et taktisk atomvåben ville ikke give Rusland nogen fordel på slagmarken. Sandsynligheden for brug af atomvåben i denne krig er måske ikke lig nul, men den er meget lav,” siger han.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”eceec776-a594-4e2e-b55e-6a068012b0fe” data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”En instruktør fra Ukraines forsvar træner civile udstyret med kalasjnikov-attraper i træ, i krigsførelse. Det er ikke for sent at opbygge et militært forsvar, som kan afskrække russerne fra at angribe Nato. Men selv nu, da krigen i Ukraine er gået ind i sit femte år, har mange europæere ikke forstået alvoren, mener den tyske ekspert Carlo Masala” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-03/20241118-155738-A.jpg?itok=VpQ1URL8″ width=”944″ height=”628″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> En instruktør fra Ukraines forsvar træner civile udstyret med kalasjnikov-attraper i træ, i krigsførelse. Det er ikke for sent at opbygge et militært forsvar, som kan afskrække russerne fra at angribe Nato. Men selv nu, da krigen i Ukraine er gået ind i sit femte år, har mange europæere ikke forstået alvoren, mener den tyske ekspert Carlo Masala Foto: Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <h2>Gælder demokratiets overlevelse &nbsp;</h2><p>Europas vigtigste lære af krigen i Ukraine bør være, at man ikke bare har brug for en hær, men også et modstandsdygtigt samfund, som er parat til at forsvare sit eget territorium, mener Carlo Masala. Men det kræver, at europæerne ved, hvad de kæmper for.</p><p>“Ukrainere er uden el og varme, men får det den ukrainske befolkning til at kollapse? Nej, det gør det ikke. Jeg vil gætte på, at hvis noget lignende skete i Tyskland i dag, ville halvdelen af befolkningen straks bryde sammen. Vores investeringer i de væbnede styrker hjælper kun, hvis vi har en befolkning, der er modstandsdygtig. Her mangler det politiske lederskab, som ikke har formået at skabe en fortælling om, hvorfor vi skal forberede os på krig. Det er svært at slå på den russiske militære trussel, for det er usandsynligt, at der ruller russiske kampvogne ind i Berlin. Men Rusland fører hybridkrig mod vores demokratiske system. Det er demokratiet, vi er nødt til at forsvare. Det er en meget stærkere fortælling, som når ud til flere mennesker, og den burde politikere fortælle konsekvent og regelmæssigt,” siger han.&nbsp;</p><p><em>Hvorfor omstiller Europa ikke til krigsøkonomi ligesom Rusland, hvis situationen er så akut, som De skildrer i bogen?&nbsp;</em></p><p>”Fordi ingen europæisk stats- eller regeringschef vil fortælle sin egen befolkning, at vi er i krig. Hvis vi mente det alvorligt, at vi ønsker at støtte Ukraine og afskrække Rusland fra at angribe Europa, ville vi blive nødt til at acceptere begrænsninger som samfund. Det forsøger alle politiske ledere at undgå, fordi de er bange for vælgernes reaktioner.”</p><h2>Europa mangler en fredsplan&nbsp;</h2><p>Europa kan opveje USA’s manglende militære støtte til Ukraine på alle andre områder end satellitbaseret overvågning og efterretninger. Her er amerikanerne stadig afgørende for, at ukrainerne ikke skal kæmpe i blinde.</p><p>“Konsekvensen er, at europæerne er parate til at sluge en masse bitre tudser for at holde USA om bord. &nbsp;Se bare på den afdæmpede europæiske reaktion på Venezuela og den forsinkede reaktion på Grønland. Vi er bange for, at Trump trækker al støtten til Ukraine tilbage,” siger han.</p><p>Europa har aldrig formuleret et strategisk mål for, hvorfor man støtter Ukraine. Det er på tide, at man sætter sig ned med ukrainske ledere og formulerer en strategi, som man kan præsentere for amerikanerne og spørge: “Er I med på den? Hvad kan I støtte med?”, mener Masala.&nbsp;&nbsp;</p><p>“Vi europæere venter nervøst på, at der kommer et udspil fra USA, som vi ved, ikke er i Ukraines og Europas interesse. Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi ikke har lavet en plan for, hvordan en våbenhvile kunne se ud. Vi har lagt os for tæt op ad den amerikanske strategi, som har været at støtte ukrainerne, men aldrig så meget, at de ville kunne påføre russerne et nederlag,” siger han.</p><p><em>Er der noget, der giver Dem håb på vegne af Europa?</em></p><p>“Når jeg rejser rundt i Europa og taler med mennesker, så mærker jeg, at mange er klar over, at Rusland udgør en trussel, og at der skal gøres noget drastisk. Det er noget, man politisk kan bygge videre på. Man skal bare gøre det.”</p>

<p>Det er lørdag aften i Rom. Min kæreste og jeg er på vej tilbage til vores hotel efter et besøg ved Colosseum. Et monument, der rummer en særlig dobbeltsymbolik. På den ene side et vidnesbyrd om den romerske organisatoriske storhedstid. På den anden side et sted, hvor magt blev iscenesat gennem spektakel, propaganda og massernes følelser. Her blev vold, underholdning og politisk legitimitet vævet sammen i offentlige forestillinger, der både skulle fascinere og disciplinere befolkningen.</p><p>Det føles symbolsk at befinde os her. Et par timer inden har vi hørt om Sayyed Ali Khameneis død – den islamiske republiks øverste leder i Iran.</p><p>Kort før midnat, i nærheden af San Giovanni metrostation, bliver vores opmærksomhed fanget af musik. Noget ved rytmen lyder bekendt. Persisk. Vi drejer om hjørnet og ser en stor gruppe mennesker samlet på pladsen. Folk danser, omfavner hinanden og lykønsker fremmede, som om de var gamle venner. Glæden er spontan, næsten overvældende. Vi løber derhen, for som iraner ved jeg instinktivt, hvad der foregår. Der bliver fejret. Ikke fordi vi elsker døden, det har vi oplevet rigeligt af, men fordi døden i dette tilfælde repræsenterer fornyet håb om frihed og en lille udsigt til brud fra 47 års autoritært præstestyre. En åbning – om end blot en sprække – mod noget andet. Du ser ikke den slags fryd, medmindre der har været dyb smerte før.</p><p>Rom var langt fra det eneste sted, iranerne samledes den aften. Fra Los Angeles til Toronto, fra Berlin til Paris. Også i Danmark blev der sunget og danset på gaderne – fra Aalborg til København. Dog fandt de modigste fejringer sted i Iran. For selvom ayatollahen er død, lever regimets ideologi videre. I skrivende stund bliver der slået og skudt på folk, der jubler eller råber slogans mod regimet på gaden, deres altaner eller gennem åbne vinduer. På den måde er millioner af iranere stadig fanget i deres eget land – også når de forsøger at fejre håb og frihed.</p><p>Men reaktionerne på Khameneis død afslører også noget andet. Situationen afslører en ubehagelig dobbeltmoral i vores egne miljøer. Samtidig med at iranere verden over forsøger at tale deres sag, findes der også en anden gruppe af ikke-etniske iranere, der reagerer helt anderledes. På Den Røde Plads på Nørrebro samles mennesker for at sørge og mindes Khamenei. Han omtales som en spirituel leder. Samtidig råbes der slogans som “død over USA” – et politisk kampråb, der i årtier har været en central del af præstestyrets radikaliserede og ideologiske mobilisering.</p><p>Bemærkelsesværdigt er det, at mange af demonstranterne ikke er iranere, men arabisktalende, som hæver den islamiske republiks flag. Et flag, som for blot to måneder siden repræsenterede massakre af uskyldige demonstranter, forfølgelse med død til følge på iranske hospitaler og utallige henrettelser af folk, som havde udøvet “moharebeh” – krig mod Gud. Når arrangører samtidig forsøger at relativere eller direkte benægte de dokumenterede overgreb, som det iranske regime har begået mod sin egen befolkning – når de kalder en leder, der har legitimeret drab på demonstranter, for en spirituel autoritet – så er det svært at tolke det som andet end ideologisk sympati.</p><p>Jeg kan godt forholde mig til ekstremister, for de findes i alle politiske, nationale og religiøse hjørner. Men det er den moralske forstillelse og den selektive moral, jeg ønsker at italesætte. For når diktatorer eller ekstremister taler i religionens navn, bliver nogle pludselig tavse. Det er her, problematikken udspiller sig. Den moralske forstillelse kommer til udtryk i de muslimske miljøer og fællesskaber i Danmark, som burde give anledning til selvransagelse. De samme miljøer, der ofte – og med rette – er hurtige til at kritisere højrenationalisme, racisme og politisk ekstremisme, udviser en bemærkelsesværdig tilbageholdenhed, når ekstremisme optræder i religiøs forklædning.</p><p>Når man uden tøven kan fordømme ekstremisme i nationalistisk form, men tøver, når den optræder i religiøs forstand, er der ikke tale om principfasthed – men om selektiv moral. Hvorfor oplever jeg eksempelvis ikke flere danske muslimer tage afstand fra den ekstreme ideologi, der er bygget på deres religion, som arrangørerne bag Khameneis mindehøjtidelighed repræsenterer? Det er mindst lige så farligt for vores samfund som andre ekstremister. Jeg har selv deltaget i demonstrationer mod israelske krigsforbrydelser i Palæstina. Flere af gangene med min egen familie. Ikke fordi vi er palæstinensere, men fordi menneskerettigheder bør være universelle.</p><p>Netop derfor undrer det mig, når de samme miljøer, der mobiliserer mod uretfærdighed ét sted, forholder sig tavse, når iranerne bliver skudt på gaden. Hvordan skal jeg reagere, når de første opslag, jeg ser mine muslimske og arabiske venner i Danmark dele om Iran – pludselig omhandler Israel? Når nogen går mere op i, hvem der begår drab, end at de bliver begået? Det ligner solidaritet, men er i virkeligheden noget andet: selektiv moral forklædt som solidaritet.</p><p>De samme mennesker, der over natten blev geopolitiske eksperter og menneskerettighedsaktivister, da USA og Israel bombede IRGC og det islamiske regime – var de samme mennesker, som var tavse under regimets drab på tusindvis af egne – inklusive børn – for at protestere for basale menneskerettigheder. Og pludselig besidder de endeløs empati for skolebørn dræbt i bombninger. Den kontrast taler for sig selv. Vi sørger over hver eneste iraner, som dør, hvorvidt det bliver begået ved udenlandsk intervention eller af det islamiske regime. Andre sørger kun over det, der passer ind i deres politiske fortælling.</p><p>Den iranske frihedskamp afslører noget ubehageligt i vores egen offentlige samtale: moralsk forstillelse, hvor principper om menneskerettigheder og ytringsfrihed pludselig bliver fleksible, når undertrykkelsen udføres i religionens navn eller af et regime, der passer ind i bestemte politiske fortællinger.</p><p>I årevis har iranere risikeret fængsel, tortur og død for det, vi i Danmark kalder en grundlæggende rettighed: at kritisere magten. Alligevel mødes deres kamp med tavshed hos bestemte samfundsgrupper – herunder det muslimske fællesskab, som ellers har en stor retfærdighedssans, når uretfærdigheder bliver begået andre steder. Hvis solidaritet virkelig skal tages alvorligt, må den også være principiel. Ellers reduceres den til selektiv moralitet, hvor det ikke er lidelsen, der afgør reaktionen, men hvem der forårsager den. Og i det øjeblik bliver kampen for retfærdighed ikke længere en kamp for universelle værdier, men blot endnu et udtryk for politisk og religiøs loyalitet.</p><p><em>Yashar Bavel er lærer på Brøndby Idrætsefterskole. Han er født i Iran.</em></p>

<p dir=”ltr”>Socialdemokratiet og SF vil afsætte to milliarder kroner til et løft af ydelserne til de pensionister, der har den laveste indkomst. Kernen i udspillet er en fordobling af formuegrænsen for ældrechecken, så pensionister med en opsparing på op til 250.000 kroner kan modtage den. Det vil ifølge partierne betyde, at yderligere 50.000 og 60.000 pensionister kan modtage checken. Derudover vil partierne give de 150.000 pensionister med lavest indkomst 1000 kroner ekstra i månedlig ydelse. Der er&nbsp;<a href=”https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/sociale-forhold/offentligt-forsoergede/folke-og-foertidspensionister” target=”_blank”><u>1,1 millioner folkepensionister</u></a> i Danmark.</p><p dir=”ltr”><strong>Henrik Barnkob, du er folkepensionist. Hvad synes du om Socialdemokratiet og SF’s nye forslag?</strong></p><p dir=”ltr”>Jeg har gået og ventet lidt på, at der skulle komme nogle udspil omkring pensionsydelsen. Generelt virker det som om, at politikerne slet ikke tør nævne folkepensionen.&nbsp;</p><p dir=”ltr”>Nu kredser de så lidt om det her. Men jeg synes ikke rigtigt, at der er noget i det, fordi der er ikke ret mange pensionister, der vil få glæde af det.</p><p dir=”ltr”>Jeg har selv sparet op til min pension via arbejdsmarkedet. Det ender med at give en ydelse, der lige nøjagtigt er så høj, at jeg ikke kan få en ældrecheck. Så jeg føler mig egentlig taget lidt ved næsen. Havde jeg ladet være med at spare op, så havde jeg måske haft lige så meget ud af det nu.</p><p dir=”ltr”><strong>Partierne vil ellers hæve grænsen for, hvem der får ældrechecken, så flere kan få den?</strong></p><p dir=”ltr”>Det er ikke ret mange nye, der kommer ind under ældrechecken. Så det er næsten kun de samme, der vil få en ekstra check.</p><p dir=”ltr”>For mit eget vedkommende har jeg ikke så mange penge stående i banken, men alligevel kommer jeg aldrig i betragtning til den ældrecheck, fordi jeg har en pensionsopsparing.</p><p dir=”ltr”><strong>Hvad mener du så ville være en bedre løsning?</strong></p><p dir=”ltr”>At hæve grundløbet, som alle pensionister ville få glæde af.&nbsp;Den almindelige pensionist, som jeg også regner mig selv som, oplever jo også at blive presset af alle de prisstigninger, der har været. Men&nbsp;det er næsten kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der tør tale om det.</p><p dir=”ltr”><strong>Er det ikke retfærdigt først at tænke på dem, der har mindst, fordi de ikke har evnet at spare op?</strong></p><p dir=”ltr”>Jo, det kan man sige. Men på grund af inflationen er folkepensionen blevet udhulet de seneste par år for os alle, derfor bør vi få en stigning.&nbsp;</p><p dir=”ltr”>Der er også noget skævt og uretfærdigt ved, at fordi man lige kommer over en vis grænse, kan man ingenting ekstra få. Vi er nogle, der har fået tudet ørene fulde af, at vi skulle spare op og spare op. Men nu ender det sådan, at hvis jeg slet ikke havde sparet op,&nbsp;så havde jeg fået lige så meget i samlet ydelse.&nbsp;</p><p dir=”ltr”><strong>Bliver det ikke meget dyrere og dermed farligere for samfundsøkonomien at hæve folkepensionen?</strong></p><p dir=”ltr”>Jo, det er derfor, at politikerne ikke tør. Jeg tror, at deres plan er, at folkepensionen ikke skal stige. Men at folk fremover skal leve mere af deres egen opsparing.&nbsp;Nu lader man stå til og venter bare på, at dem, der har sparet nok op til deres egen pension ved hjælp af pensionsopsparinger, kommer til. Men problemet ligger hos os, der er lige midt i overgangsperioden. Jeg har arbejdet i mere end 50 år, men fordi arbejdsmarkedspensionen først blev oprettet i 1990’erne, har jeg haft færre år at spare op i. Det gør, at jeg lige knap kan leve af min pension, som det er.&nbsp;</p><p dir=”ltr”><strong>Er pensionsydelser en sag, der betyder noget for dig, når du sætter dit kryds her i 2024?</strong></p><p dir=”ltr”>Ja, det er begyndt at fylde meget for mig. Af den grund ryger jeg nok helt over på den røde side til Pelle Dragsted (EL), der tidligere har sagt, at pensionen skal stige. Jeg har aldrig stemt på dem før, men jeg overvejer det virkelig nu.</p><p dir=”ltr”><strong>Hvilken sag er ellers vigtigst for dig til dette valg?</strong></p><p dir=”ltr”>Udover folkepensionen, så tænker jeg på klima og miljø. Alle de dyre ting. Jeg ved jo godt, at vi ikke har råd til det hele. Men det er vigtigt med vores drikkevand.&nbsp;</p>

<p>Et år har det taget for Emmanuel Macron at virkeliggøre sine tanker om at lade de franske atomvåben indgå i forsvaret af hele det europæiske kontinent.</p><p>Idéen blev officielt lagt på bordet for et år siden op til et ekstraordinært EU-topmøde om sikkerheden i Europa, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) erklærede, at “<a href=”https://www.politico.eu/article/poland-denmark-open-france-macron-nuclear-proposal-nato/” target=”_blank”>alt er på bordet</a>”.</p><p>I virkeligheden har den formentlig cirkuleret i de diplomatiske kanaler i længere tid, for den franske præsident har kredset om det siden <a href=”https://www.elysee.fr/emmanuel-macron/2020/02/07/discours-du-president-emmanuel-macron-sur-la-strategie-de-defense-et-de-dissuasion-devant-les-stagiaires-de-la-27eme-promotion-de-lecole-de-guerre” target=”_blank”>2020</a> som led i tankerne om Europas strategiske autonomi.</p><p>Det affødte dengang kun hovedrysten, men nu er Danmark et af de otte lande, som i sidste uge meldte sig under den nye atomfane. Tyskland og Frankrig har allerede etableret en fælles styregruppe for samtaler om udbredelsen af den franske atomparaply, og lignende grupper skal etableres med hvert af de øvrige deltagerlande.</p><p>Og det er “et kvalitativt spring i den franske atomstrategi”, vurderer Bruno Tertrais, vicedirektør i den franske tænketank Fondation pour la Recherche Stratégique og en af Frankrigs førende geostrategiske eksperter i militær atomstrategi.</p><p>”Det er første gang, at Frankrig går ind i en strategi, hvor fransk militærudstyr kan udstationeres uden for fransk territorium, kombineret med systematiske konsultationer med de pågældende europæiske lande. Det kommer ikke ud af den blå luft, og det er fuldstændig i tråd med Frankrigs atomstrategi siden 1958. De franske ledere har altid sagt, at den franske afskrækkelse ikke kun beskytter Frankrig, men i stigende grad også resten af Europa, fordi Frankrigs vitale interesser i takt med den europæiske integration skal ses i sammenhæng med de øvrige landes sikkerhedsinteresser. Og med krigen i Ukraine og tvivlen om USA’s vilje til at forsvare Europa er tiden moden til en diskussion om et udvidet fransk atomforsvar, som fortsat vil være et supplement til, ikke et alternativ eller en konkurrent til Nato,” understreger Bruno Tertrais.</p><p>For Frankrig handler det om at styrke den franske atomafskrækkelse ved at udstationere for eksempel atomubåde og franske Rafale-jagerfly, som i givet fald kan udstyres med atommissiler, i andre europæiske lande i en såkaldt fremskudt atomafskrækkelse.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”fd872ca6-9166-4317-9f29-dec87deaf3dd” data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Frankrig garderer sig mod, at de europæiske lande, der deltager i Frankrigs strategi om en fremskudt atomafskrækkelse, kan danne en fælles front. De konsulteres enkeltvis, aldrig samlet, siger den franske ekspert i atomstrategi Bruno Tertrais” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-03/bruno-tertrais-hd.jpg?itok=HM6UR9rS” width=”944″ height=”1347″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Frankrig garderer sig mod, at de europæiske lande, der deltager i Frankrigs strategi om en fremskudt atomafskrækkelse, kan danne en fælles front. De konsulteres enkeltvis, aldrig samlet, siger den franske ekspert i atomstrategi Bruno Tertrais </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <h2><strong>Ingen multilaterale samtaler</strong></h2><p>Og Frankrig bevarer den fulde kontrol med denne afskrækkelse. Den franske præsident, og ingen anden, har fingeren på knappen, der i givet fald udløser et atommissil. Og på intet tidspunkt vil de lande, der deltager i det fremskudte atomforsvar, kunne stå samlet over for Frankrig i de konsultationer, som finder sted i bilaterale komitéer med hvert enkelt land, understreger Bruno Tertrais.</p><p>”Det bliver under ingen omstændigheder multilaterale konsultationer, hvor Frankrig diskuterer med en gruppe af europæiske lande, men derimod bilaterale diskussioner med hvert af de interesserede lande enkeltvis. Hvilken konkret indflydelse de europæiske lande kan få, er umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Frankrig har insisteret på, at der kun kan være én finger på knappen, og den er fransk. Men det skal ses i forhold til, at sådan er det jo også, hvad angår de amerikanske og britiske atomvåben i Nato-regi,” siger Bruno Tertrais.</p><p>Ingen ved, tilføjer Bruno Tertrais, om Frankrig ønsker at udstationere atommissiler sammen med de Rafale-fly, som i givet fald skal udstyres med dem, hvilket Danmark klart har taget afstand fra i fredstid.</p><p>Amerikanske atomvåben er allerede lagret i fem europæiske Nato-lande, deriblandt Holland, som også er interesseret i det franske atominitiativ. Finland, som ikke er blandt de interesserede i det franske udspil, gør som nyt Nato-medlem klar til at afskaffe forbuddet mod atomvåben på finsk jord for at nærme sig andre Nato-landes position.</p><p>”Men der er ikke tale om at anbefale og slet ikke om at påtvinge dette over for lande, der har deres egen politik på dette område. Og det ville overraske mig, om udstationering af franske atomsprænghoveder uden for landets grænser kommer på tale på kort sigt. Det kan ikke udelukkes, men det rejser politiske og tekniske problemer, som i givet fald skal løses,” vurderer Bruno Tertrais.</p><p><em>Men hvilken tillid kan de europæiske lande under disse omstændigheder have til Frankrigs vilje til at forsvare de europæiske allierede?</em></p><p>”Det, de europæiske lande skal have tillid til, er ikke Frankrig eller et løfte om, at Frankrig kommer andre europæiske lande til undsætning, men derimod den franske atomafskrækkelse i sig selv. Denne fremskudte strategi med udstationering af militært udstyr i andre lande kan gøre det mere kompliceret for fjenden at finde ud af, hvilke atomare midler Frankrig præcist råder over. Troværdigheden af den afskrækkelse er ikke noget, Frankrig kan dekretere. Det er op til de lande, der ønsker øget beskyttelse, at vurdere, om det, Frankrig tilbyder, er effektivt og øger den kollektive sikkerhed,” siger Bruno Tertrais.</p><h2><strong>EU-lande er allerede atommål</strong></h2><p>Emmanuel Macron har også meddelt, at Frankrig vil øge antallet af franske atomsprænghoveder. Også dette er ensidigt en fransk afgørelse. Og Bruno Tertrais afviser, at dette vil inddrage Frankrig i et nyt våbenkapløb og gøre Europa til et mål, for eksempel set fra Rusland, som sidste år kaldte Emmanuel Macrons udspil for “særdeles aggressivt”.</p><p>”Alle europæiske lande er allerede potentielle atommål. Og et våbenkapløb handler om at anskaffe et atomarsenal, som er på højde med eller større end modstanderens. Det er slet ikke Frankrigs logik i dag. De militære begrundelser for at øge den franske atomslagstyrke kan for eksempel hænge sammen med det antiluftskyts, som man forventer, at Rusland vil have om 10 eller 15 år. Man kan også forestille sig, at der opereres med en hypotese om, at en mulig alliance af atommagter, der sammen vender sig imod Europa, vil kræve en mere robust afskrækkelse og planlægning end det, man har i dag. Og politisk kan Frankrig netop have en intention om at overbevise vore europæiske partnere om, at det franske atomforsvar er troværdigt,” siger den franske ekspert.</p><p><em>Men kan europæerne stole på, at denne strategi om en fremskudt atomafskrækkelse er varig i betragtning af den ustabile politiske situation i Frankrig, hvor det højrenationalistiske National Samling kan vinde næste års præsidentvalg?</em></p><p>”Reaktionerne fra de franske partiledere og herunder Marine Le Pen og Jordan Bardella fra National Samling har været overvejende positive over for Emmanuel Macrons udspil, der fastholder den nationale kontrol over den franske atomstrategi,” konstaterer Bruno Tertrais.</p>

<p>Den anholdte er fra Taastrup og er 20 år, oplyser politiet til Ritzau.</p><p>Rektoren på uddannelsesstedet oplyser til TV 2, at der er tilkaldt krisepsykologer for at hjælpe elever og ansatte.</p><p>- Jeg er meget rystet. Det har været en voldsom hændelse, siger rektor Trine Larsen til TV 2.</p><p>Politiet oplyser, at man fik anmeldelse om truslerne lidt før klokken 13.</p><p>Fredag ved 15.30-tiden er det usikkert, om to eller tre personer var mål for truslerne, oplyser vagtchefen. Sagen er under efterforskning.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Da Leeds United forleden mødte Manchester City i den bedste engelske fodboldrække Premier League, skete noget usædvanligt.</p><p>Efter 12 minutters spil blev kampen kortvarigt stoppet, og spillerne fra begge hold søgte ud mod sidelinjen.</p><p>Grunden var, at man ville tillade tre muslimske spillere fra Manchester City at bryde deres faste i forbindelse med ramadanen. En handling, der fik en gruppe af modstanderholdets tilskuere til at udstøde højlydte buh-råb.</p><p>Scenen fik efterfølgende massiv dækning i de engelske medier, og både Leeds United og Manchester Citys manager Pep Guardiola fordømte efter kampen de tilskuere, som havde opført sig “skuffende og uventet”, som det lød i en officiel udmelding fra hjemmeholdet.</p><p>Ramadan-pauserne blev indført i Premier League i 2021, men det var første gang i ligaens 138 år lange historie, at en kamp på Leeds Uniteds hjemmebane Elland Road blev stoppet for at gøre plads til den muslimske højtid.</p><p>Det er dog langt fra første gang, at religion får fokus i engelsk fodbold. Fodboldforbundets egne regler forbyder spillerne at vise politiske, religiøse eller personlige slogans på udstyr under kampene.</p><p>I december scorede Arsenal-spilleren Gabriel Jesus og tog efterfølgende trøjen af for at fremvise en undertrøje med skriften “I belong to Jesus” – Jeg tilhører Jesus. Jubelscenen fik ingen konsekvenser, selvom den i realiteten forbrød sig imod det gældende regelsæt.</p><p>I forrige sæson kom den kristne Liverpool-spiller Cody Gakpo i vælten for at fremvise en undertrøje med samme skrift. Dengang blev det takseret til en skriftlig advarsel fra IFAB, der fastsætter fodboldens officielle spilleregler.</p><p>Det samme gjorde sig gældende i samme sæson, da den tidligere Crystal Palace-anfører Marc Guehi to gange valgte at skrive kristne budskaber på sit anførerbind, fordi armbindet i regnbuefarver – som en del af en lgbt-støttekampagne – stred imod spillerens religiøse overbevisning.</p><p>Også muslimske spillere fra for eksempel Manchester United har tidligere fravalgt at tage del i lgbt-støttekampagner af religiøse årsager. Afvisningen fra <a href=”https://www.bbc.com/sport/football/articles/czjd92z22yno#:~:text=Manchester%20United%20abandoned%20plans%20to,hold%20their%20own%20individual%20opinions%22.” target=”_blank”>Noussair Mazraoui fra Manchester United</a> fik hele holdet til at nægte at spille med det tøj, der udtrykte støtte til lgbt-sagen. Reglerne forbyder ikke at takke nej til at bære lgbt-symboler</p><p>Og konflikterne er typiske for den bedste engelske liga, hvor man alle samfundets problemer ses – for eksempel med migration, national identitet og religion, siger lektor i religionsvidenskab hos Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen.</p><p>”Premier League er både en global liga og samtidig dybt forankret i engelske traditioner og symboler. Når spillere viser religiøse budskaber eller ritualer, bliver det derfor hurtigt tolket ind i en større debat om, hvorvidt religion hører hjemme i et offentligt, sekulært rum, eller om sporten netop skal afspejle den religiøse mangfoldighed i samfundet,” siger Brian Arly Jacobsen.</p><p>”Mange organisationer, også fodboldligaer, forsøger i dag meget aktivt at vise tolerance og inklusion i et pluralistisk samfund. Men når institutioner samtidig forsøger at regulere religiøse udtryk meget stramt, kan det skabe situationer, hvor man både vil anerkende religion og holde den ude af det offentlige rum på samme tid.”</p><p>I øvrigt er der i forbindelse med ramadan en lang række klubber i den engelske Premier League, som holder arrangementer for de muslimske fans. Det gælder blandt andet Liverpool FC.</p><p>Under de nylige Champions League-ottendedelsfinaler mødte den engelske klub tyrkiske Galatasaray i Istanbul, og &nbsp;Liverpool FC’s opfordrede sine fans til at “tænke sig om, når de spiser og drikker i offentligheden i dagtimerne. Det er tilladt, men frarådes”, som klubben skrev i et opslag på X.</p><p>Efterfølgende blev opslagets kommentarspor lukket, mens brugere på det sociale medie gennem reposts kalder opfordringen <a href=”https://x.com/deiniolenman/status/2031661596456415727?s=46″ target=”_blank”>”skamløs” og “anglofobisk”</a>.</p><p>Så klubberne forsøger at finde en balance mellem forbud og religiøs tolerance, og samtidig benytter den politiske højrefløj ramadanen til at slå på tromme for argumenter mod islam.</p><p>Navnet på den tidligere hooligan og antimuslimske aktivist Tommy Robinson bliver fra tid til anden sunget blandt tilskuere på landets fodboldstadioner. Senest under en kamp mellem walisiske Wrexham og Chelsea. Her blev opgøret ligeledes stoppet for at gøre plads til, at Chelseas senegalesiske forsvarsspiller Mamadou Sarr kunne bryde sin faste.</p><p>Og modsætningerne er del af en større kulturel kamp. Politisk har der længe været spændinger mellem forskellige politiske lejre om særligt islam. Ifølge en meningsmåling lavet af organisationen HOPE not Hate mente 44 procent af englænderne i september 2024, at “islam er en trussel mod britisk levevis”.</p><p>”Den sportslige debat afspejler i høj grad, at Storbritannien i dag er et multireligiøst samfund. Mange institutioner forsøger at finde praktiske måder at håndtere religiøs diversitet på. Men fans og omverden reagerer naturligvis, fordi religiøse eller politiske budskaber aldrig er neutrale,” siger Brian Arly Jacobsen.</p>

<p>En sag om en leverance af en stor mængde amfetamin til Odense har fredag udløst den tredje fængselsdom.</p><p>En 28-årig mand, der er hollandsk statsborger, har tilstået og er idømt fængsel i ni år.</p><p>Samtidig er han udvist af Danmark, oplyser Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.</p><p>Hans kriminalitet består i, at han medvirkede til, da der skulle afleveres 20 kilo amfetamin på en erhvervsgrund i det nordøstlige Odense.</p><p>Stoffet var gemt i døre og bag paneler i en personbil, som hans kæreste kørte i.</p><p>I den kommende uge kommer et efterspil. En ung fynsk direktør er tiltalt, skriver fyens.dk. Han er 24 år og nægter sig skyldig.</p><p>Fredagens dom gælder Radj Davin Anroedh, der ifølge det regionale medie ikke havde været i Danmark, da han sendte sin kæreste mod nord.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Alle seks besætningsmedlemmer om bord på et amerikansk militærfly er bekræftet døde, efter at flyet torsdag styrtede ned i Irak.</p><p>Det oplyser USA’s militærs kommandoenhed U.S. Central Command fredag eftermiddag på det sociale medie X.</p><p>- Alle seks besætningsmedlemmer om bord på et amerikansk KC-135-optankningsfly, som styrtede ned i det vestlige Irak, er nu bekræftet omkommet.</p><p>- Flyet styrtede, da det fløj i allieredes luftrum den 12. marts i forbindelse med “Operation Epic Fury”, skriver U.S. Central Command.</p><p>”Operation Epic Fury” er navnet på den amerikansk-israelske militæroperation i Iran, som siden den 28. februar blandt andre har dræbt Irans daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.</p><p>Tidligere på dagen meddelte USA’s militær, at fire personer var bekræftet omkommet efter flystyrtet, og at man ledte efter yderligere to besætningsmedlemmer.</p><p>De to savnede personer er siden fundet og er altså bekræftet døde.</p><p>Nedstyrtningen skyldtes hverken fjendtlig beskydning eller såkaldt “friendly fire”, skriver U.S. Central Command.</p><p>Årsagen til flystyrtet bliver undersøgt.</p><p>Dødsfaldene bringer antallet af amerikansk militærpersonel, der er blevet dræbt i krigen mod Iran, op på mindst 13 personer.</p><p>Mens U.S. Central Command angiveligt vurderer, at flystyrtet i det vestlige Irak ikke skyldtes beskydning fra fjender eller allierede, har meldingen været en anden fra Iran.</p><p>Irans militær har ifølge nyhedsbureauet AFP sagt i en erklæring på iransk stats-tv, at en allieret gruppe i Irak skød det amerikanske militærfly ned med et missil, hvilket dræbte hele besætningen.</p><p>Den militante paraplyorganisation Islamisk Modstand i Irak har ifølge Reuters hævdet, at den skød tankflyet ned.</p><p>Islamisk Modstand i Irak er en iranskstøttet shiamuslimsk organisation.</p><p>Foruden de 13 dræbte medlemmer af USA’s militær er omkring 150 amerikanske soldater blevet såret i den amerikansk-israelske krig mod Iran.</p><p>/ritzau/</p>

<p>Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby har erkendt, at han har transporteret 3,5 kilo marihuana i 2020.</p><p>I retten i Oslo fredag forklarer han nu hvorfor.</p><p>Ifølge det norske medie VG, som er til stede, fortæller Marius Borg Høiby, at han har været meget afhængig af pot, men at det på et tidspunkt var svært at få fat i.</p><p>Derfor kontaktede han sin pusher, som ifølge Marius Borg Høiby foreslog, at kronprinsessesønnen skulle fragte noget marihuana fra Lørenskog øst for Oslo til Tønsberg cirka en times kørsel syd for Oslo, mod at han selv fik noget marihuana.</p><p>Pusheren manglede ifølge Marius Borg Høiby en bil til at hente marihuanaen.</p><p>Marius Borg Høiby erkender, at han godt vidste, at det var ulovligt. Men han kørte hen til en dealer med en “stor stak” penge og fik en kuffert med marihuana med tilbage til sin egen pusher.</p><p>Ifølge kronprinsessesønnen var det formentligt “mange tusinde”.</p><p>I næste uge er der procedure i sagen. Her vil anklageren og forsvareren komme med deres afsluttende bemærkninger, herunder typisk også skyldsspørgsmålet og redegørelser for hvilken straf de mener, tiltalte bør få.</p><p>Retssagen begyndte 3. februar med 38 punkter – foruden overtrædelse af narkoloven er han blandt andet også sigtet for fire voldtægter, grov vold og mishandling i nære relationer.</p><p>To nye punkter – hensynsløs adfærd og overtrædelse af et tilhold – blev siden tilføjet, efter at Marius Borg Høiby blev anholdt og varetægtsfængslet 2. februar – dagen før, at retssagen mod ham skulle begynde.</p><p>Retten besluttede tirsdag, at han ikke skulle løslades fra varetægtsfængslingen, af frygt for at han vil begå nye strafbare handlinger med en strafferamme på over seks måneders fængsel.</p><p>Marius Borg Høiby er ikke formelt en del af det norske kongehus, da han er født, før kronprinsesse Mette-Marit indgik et forhold og senere ægteskab med den norske tronarving, kronprins Haakon.</p><p>/ritzau/</p>