<p>Det norske udenrigsministerium fraråder alle rejser til Kuwait, Bahrain og Jordan, som ikke er strengt nødvendige.</p><p>Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse onsdag.</p><p>Det danske udenrigsministerium har ikke egne rejsevejledninger for Kuwait og Bahrain, men henviser i stedet til andre landes vejledninger, herunder Norges.</p><p>Udenrigsministeriet i Danmark har en rejsevejledning for Jordan. Her frarådes alle ikke-nødvendige rejser til grænsen til Syrien og Irak.</p><p>For resten af Jordan rådes man til at være ekstra forsigtig som rejsende.</p><p>Nye angreb i Mellemøsten har fået det norske udenrigsministerium til at vurdere, at sikkerhedssituationen i landene er blevet forværret.</p><p>Norge har tidligere frarådet rejser til de tre lande, men rejseadvarslerne blev senere ophævet, efter at en forlængelse af våbenhvilen mellem USA og Iran havde gjort situationen mere forudsigelig, lyder det.</p><p>Det danske udenrigsministerium skriver på sin hjemmeside, at sikkerhedssituationen i landene er “ustabil og uforudsigelig”.</p><p>- Den kan ændre sig med kort eller intet varsel. Hvis situationen forværres, kan det få betydning for den kommercielle flytrafik og transport via landevej, står der.</p><p>I sidste uge meddelte Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA), at agenturet fraråder flyselskaber at flyve over flere golfstater.</p><p>Meldingen kom, efter at Iran og USA gennemførte nye angreb mod hinanden.</p><p>Det amerikanske militær gennemførte fra mandag aften til natten til tirsdag i sidste uge et fem timer langt angreb mod Iran.</p><p>Angrebet kom efter flere dage med amerikanske angreb mod Iran.</p><p>Konkret fraråder agenturet flyvninger over Bahrain, Kuwait, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater samt over farvandet i Omanbugten.</p><p>Ifølge EASA udgør situationen en “høj risiko” for civile flyvninger i de berørte luftrum.</p><p>RITZAU</p>

<p>Norske Tonje Brenna, der er blandt de overlevende fra Anders Behring Breiviks angreb på Utøya, var onsdag tilbage på øen for at markere 15-året for angrebet.</p><p>Det fandt sted 22. juli 2011 ved en politisk ungdomslejr og kostede 69 mennesker livet.</p><p>Trods fortællingens tragiske udfald ønsker Tonje Brenna, som i dag er medlem af det norske Storting for Arbeiderpartiet, at historien skal leve videre i den unge generation.</p><p>- Jeg håber, at vi, der er gamle nok til at have vores egne minder fra den dag, vil gøre os den ulejlighed at tale med de unge, der måske ikke var født i 2011, så de kan være med til at videregive historien, siger hun i en tale ifølge nyhedsbureauet NTB.</p><p>- Jeg elsker Utøya og har faktisk et stærkere bånd til øen efter den 22. juli. Dette sted rummer mine bedste og mest lyse minder, men også mine mørkeste minder, siger hun.</p><p>Ved mindeceremonien på Utøya deltog desuden Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og landets finansminister, Jens Stoltenberg. Sidstnævnte var landets statsminister under angrebet for 15 år siden.</p><p>Fra talerstolen sagde Stoltenberg, at angrebet på Utøya har gjort ham mere bevidst om, at det ikke er en “selvfølge at leve i et land, hvor man kan sige og føle, hvad man vil”.</p><p>- Det er vemodigt at mindes alle dem, der blev dræbt, og alle dem, der lever med sorgen.</p><p>- Men det er godt at markere, at vi står sammen om de værdier, der blev angrebet – nemlig at vi har et frit og åbent samfund, sagde Stoltenberg ifølge NTB.</p><p>I Oslo fandt en mindeceremoni også sted i byens domkirke, hvor kong Harald og dronning Sonja deltog.</p><p>Forinden angrebet på ungdomslejren 22. juli 2011 sprængte Breivik en bilbombe i regeringskvarteret og dræbte otte mennesker.</p><p>Derefter tog han til Utøya, hvor han – klædt ud som politibetjent – skød løs mod deltagerne på Arbeiderpartiets ungdomsorganisations årlige sommerlejr. 69 personer – de fleste af dem unge og unge voksne – blev dræbt på øen.</p><p>Ifølge det norske medie VG var der 564 mennesker på øen, da han angreb den.</p><p>RITZAU</p>

<p>Retssagen mod den afsatte venezuelanske præsident Nicolás Maduro og hans kone, Cilia Flores, vil begynde 1. juni 2027.</p><p>Det oplyser en amerikansk dommer onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.</p><p>De er anklaget for narkosmugling.</p><p>Amerikanske specialstyrker pågreb 3. januar Maduro og Flores i deres hjem i Venezuelas hovedstad, Caracas.</p><p>Militæraktionen var beordret af USA’s præsident, Donald Trump.</p><p>Efter tilfangetagelsen blev den venezuelanske leder og hans kone bragt til New York i USA, hvor de afventer en retssag.</p><p>Den 63-årige tidligere præsident og hans kone har været fængslet i mere end syv måneder.</p><p>De har begge nægtet sig skyldige.</p><p>Maduros forsvarsadvokat siger onsdag ifølge Reuters, at han vil gå efter at få sagen afvist med den begrundelse, at Maduro burde være immun mod retsforfølgelse som leder af en suveræn stat.</p><p>Nyhedsbureauet skriver desuden, at Maduro mere specifikt er anklaget for blandt andet “sammensværgelse om narkoterrorisme og sammensværgelse om import af kokain”.</p><p>Den tidligere præsident risikerer livsvarigt fængsel, hvis han kendes skyldig.</p><p>Planlægningen af angrebet, hvor Maduro og Flores blev pågrebet, begyndte ifølge USA flere måneder inden aktionen.</p><p>Samtlige afdelinger af det amerikanske forsvar og de amerikanske efterretningstjenester blev taget i brug.</p><p>Juridiske eksperter har tidligere sat spørgsmålstegn ved lovligheden i den amerikanske aktion.</p><p>USA har afvist, at der skulle være tale om en krigshandling mod et land, og flere gange argumenteret for, at aktionen handlede om retshåndhævelse samt om at beskytte amerikanske borgere mod narkotika.</p><p>Føderale anklagere tiltalte første gang Maduro i 2020 i New York. Det skete som led i en længerevarende sag om narkosmugling mod både nuværende og tidligere venezuelanske embedsmænd.</p><p>Nicolás Maduro har været præsident i Venezuela siden 2013. Inden da var han minister i sin forgænger Hugo Chávez’ regering.</p><p>RITZAU</p>

<p>Et stenkast fra Glyptoteket og Tivoli i det indre København finder man den ikoniske sandfarvede bygning med en karakteristisk cirkelformet gård. Her ligger, som mange nok ved, hovedkvarteret for Københavns Politi.</p><p>Men bygningen har faktisk også en anden beboer – en beboer, som måske er lidt overset eller endda ligefrem glemt.</p><p>Den imposante bygning rummer nemlig også Danmarks største hittegodskontor, som dog hører under Københavns Politi.</p><p>Finder man en nøgle, telefon, taske eller briller uden en ejermand et sted i København, så er det her på kontoret, man kan aflevere det. Faktisk modtager Hittegodskontoret genstande fra hele landet, da de også modtager glemte genstande fra DSB’s toge, der skønnes at have en værdi på over 1500 kroner. Det samme gælder glemte genstande fra Københavns Lufthavn.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”7a18d28d-21a8-4bb1-ad9f-a080aa269b84″ data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Jan Klit er leder af Hittegodskontoret, der sidste år havde 20.000 registreringer af fundne genstande.” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-07/20260702-155459-1.jpg?itok=_fTrah0E” width=”944″ height=”1419″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Jan Klit er leder af Hittegodskontoret, der sidste år havde 20.000 registreringer af fundne genstande. Foto: Johanne Teglgård Olsen </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <p>Hittegodskontoret, der har 12 ansatte, er et eksempel på et af de steder, der får ekstra travlt, når sommerferien begynder.</p><p>”Fra juni til august er der højsæson,” fortæller medarbejderen Martin Falk med henvisning til, at København overstrømmes af turister i sommermånederne. Turister, som mister deres telefoner, nøgler og briller ligesom alle andre.</p><p>Lige så snart man træder ind i receptionen til kontoret, bliver man klar over, at stedet beskæftiger sig med forsvundne genstande. Ved den ene væg står flere kasser fyldt med så mange nøgler, at man kan lugte metallet, hvis man er tæt nok på.</p><p>”Selv hvis de er her, bliver det svært at finde,” siger borgeren Kim, der roder i en af kasserne efter et nøglebundt, han formentlig mistede foran en bar – han er ikke helt sikker.</p><p>Inde på kontoret møder Kristeligt Dagblad leder af Hittegodskontoret Jan Klit og koordinator Dorthe Larsen. Her ligger kasser med glemte genstande fra blandt andet Københavns Byret, beværtningen “The Old Irish Pub” og gadefestivalen Distortion.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”e0747319-6bd8-4cc1-951e-722295f5de29″ data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Hittegodskontoret er et eksempel på et af de steder, der får ekstra travlt, når sommerferien begynder.” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/scanpix/2026-07/20260702-155458-5.jpg?itok=n81yd3v7″ width=”944″ height=”1567″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Hittegodskontoret er et eksempel på et af de steder, der får ekstra travlt, når sommerferien begynder. Foto: Johanne Teglgård Olsen </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <p>En telefonalarm ringer kontinuerligt fra en af kasserne, indtil Dorthe Larsen finder den glemte telefon og slukker for den.</p><p>Det sker ofte, at en af de glemte telefoner begynder at ringe på kontoret. Det kan til gengæld gøre det noget nemmere at finde frem til ejeren.</p><p>”Sidste år havde vi en registrering på 20.000 effekter,” fortæller Dorthe Larsen.</p><p>Jan Klit vurderer, at omkring 25 procent af de forsvundne genstande ender med at finde tilbage til rette ejer igen. Resten bliver smidt ud, doneret til velgørenhed eller solgt på auktioner.</p><p>Nede i Hittegodskontorets kælder er der flere hyldemeter fyldt med tasker, jakker, høretelefoner, briller og iPads.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”9bfb1c01-eade-4dff-8274-4838264fc240″ data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Høretelefoner, briller og tasker fylder meget på Hittegodskontoret, men genstande som en rundsav er også at finde i kasserne.” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/scanpix/2026-07/20260708-143132-6.jpg?itok=8iV8AFok” width=”944″ height=”1419″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Høretelefoner, briller og tasker fylder meget på Hittegodskontoret, men genstande som en rundsav er også at finde i kasserne. Foto: Johanne Teglgård Olsen </figcaption> </figure> </div> </div> </div> <p>Selv en rundsav og en elektrisk motorsav har fundet vej til hylden med glemte genstande fra lufthavnen.</p><p>Hernede i det blege lys er der både medarbejdere og “ofre”, der roder i forskellige kasser efter præcis deres forsvundne genstand.</p><p>”Der er ikke andet at gøre end at købe nogle nye,” siger en mand lettere opgivende, efter at have kigget i et par kasser efter sine forsvundne solbriller.</p><p>Til gengæld har svenske Seth Andersson heldet med sig. Han mistede sin sorte rygsæk i Københavns Lufthavn på vej hjem til Sverige efter en ferie til Spanien. I rygsækken var der både en computer, solbriller og penge.</p><p>Han anmeldte den forsvundne rygsæk til personalet i lufthavnen og blev henvist til Hittegodskontoret.</p><p>Nu står han her i receptionen – genforenet med sin rygsæk.</p><p>”Det er underbart!” siger den ældre svenske herre.</p><div data-langcode=”da” data-entity-type=”media” data-entity-uuid=”3f6bf082-99ff-4c66-ae99-aaa549b3314c” data-embed-button=”media_entity_embed” data-entity-embed-display=”view_mode:media.media_inline” data-entity-embed-display-settings=”[]” class=”embedded-entity”> <div class=”article__block article__block–full”> <div class=”article__media”> <figure class=”article-media”> <img class=”article-media__src” alt=”Svenske Seth Andersson har heldet med sig. Han mistede sin sorte rygsæk i Københavns Lufthavn på vej hjem til Sverige efter en ferie til Spanien. ” src=”https://k9-drupal-images.k.dk/k9-drupal-images.k.dk/styles/body_inline/s3/2026-07/20260702-155501-4.jpg?itok=SlCqrU_i” width=”944″ height=”1381″ typeof=”foaf:Image”> <figcaption class=”article-media__caption”> Svenske Seth Andersson har heldet med sig. Han mistede sin sorte rygsæk i Københavns Lufthavn på vej hjem til Sverige efter en ferie til Spanien. Foto: Johanne Teglgård Olsen </figcaption> </figure> </div> </div> </div>

<p>På et tidspunkt læste Ettore Rocca et drama om Nathan den vise, som er skrevet i 1700-tallet og udspiller sig i korstogstidens Jerusalem mellem kristne, jøder og muslimer. Den muslimske sultan Saladin siger noget til den jødiske hovedkarakter, som gjorde dybt indtryk på Ettore Rocca:&nbsp;</p><p>”Han siger, at blodet ikke engang hos dyrene gør fællesskabet – og hos mennesket giver blodet kun den første mulighed for, at man kan erhverve sig titlen som far. Fader- eller moderskab, ja, alle relationer, er med andre ord noget, man skal erhverve sig ved at bygge dem op,” siger den italienskfødte filosof, der er adjungeret professor ved Søren Kierkegaard Centeret på Københavns Universitet.&nbsp;</p><p>Når Ettore Rocca blev bevæget af udsagnet i det gamle værk om tolerance og sameksistens mellem forskellige religiøse grupper, skyldes det flere forhold, og nogle kan føres tilbage til barndommen i det sydlige Italien med en tysksproget, schweiziskfødt mor med rødder i den reformerte kirke og en italiensk far med katolsk baggrund.</p><p>”For mig er det meget tydeligt, at jeg ikke har rødder i jorden – knyttet til slægten eller blodet eller geografien – men i himlen, ikke kun forstået som i evigheden, men lige så meget i luften, helt konkret, i det bevægelige og i det, vi mennesker selv kan vælge til,” siger han.</p><p>Da hans storesøster var lille, forsøgte moren at gøre hende dobbeltsproget ved at tale schweizertysk til hende, men opgav det med tiden. Derfor voksede Ettore Rocca op i et italiensksproget miljø med en mor, hvis modersmål han kun hørte i form af vuggeviser eller små rim.&nbsp;</p><p>”Det sprog, min mor kunne udtrykke sine følelser på, var ikke mit. Det gav mig en følelse af ikke at kunne benævne de væsentlige ting og fødte en længsel i mig efter et andet sprog,” siger han.</p><p>Han var dygtig til matematik, men valgte filosofien, fordi han fornemmede, at han der kunne kæmpe med sproget og de eksistentielle spørgsmål.&nbsp;</p><p>”Jeg valgte det, jeg fornemmede, ville være sværest,” siger han.</p><p>Da han var i gang med at skrive ph.d.-afhandling om Martin Heidegger, blev han spurgt, om han ville skrive et bidrag om eksistentialisme og Søren Kierkegaard til en lærebog til gymnasiet. Han takkede ja, og dermed blev et skæbnespor lagt ud. Kierkegaard beskrev fænomener som angst, fortvivlelse og glæde på en måde, som vakte genkendelse i ham.&nbsp;</p><p>”Jeg kunne spejle mig i ham, måske også fordi Søren Kierkegaard befinder sig et sted mellem det reformerte og det katolske, som min barndom var præget af?” siger han.</p><p>Fascinationen af Kierkegaard førte dels til, at han skiftede emne for sin ph.d., og dels til at han rejste til Danmark, så han kunne lære dansk og læse Kierkegaard på originalsproget. Det første ophold blev til flere, og med tiden blev København hans base. Medvirkende hertil var også mødet med hans senere hustru, der havde tre børn, da de flyttede sammen. Og her er vi tilbage ved temaet fra Nathan den vise.</p><p>”Jeg nærmede mig børnene med millimetersmå skridt. Afstanden er nødvendig for at skabe det rum, hvor et møde kan foregå. Og jeg er ufattelig glad for det tætte forhold, jeg har fået til mine bonusbørn og nu også bonusbørnebørn,” siger han.</p><p>De senere år har han koncentreret sig om at finde et grundlag for en ny universalistisk humanisme – som en form for modstand mod tendensen til at tænke i modsætninger mellem nationer, kulturer og subkulturer for at opbygge og fastholde identitet. Det gør han med afsæt i en middelalderlig tysk teolog Nicolaus Cusanus (1401-1464), hvis tænkning ifølge Ettore Rocca giver plads til både forskellighed og en højere universalisme.</p><p>Cusanus’ tanker forsøger han at forene med idéen fra Platons dialog Timaios om, at mennesket er som omvendte træer med rødder i himlen.</p><p>”Det betyder, at fædreland og tilhørsforhold er bevægeligt, og at jeg kan være hjemme, uanset hvor der er en himmel over mig ved at løfte blikket,” siger han.&nbsp;</p>

<p>Når Danske Bank søger en <em>tribe coach</em> – er moderne management så faret vild?</p><p>Svaret er ja. Moderne virksomheder pakker benhårde discipliner som it-modernisering ind i naturfolksromantik med ord som <em>tribes</em> og <em>squads</em>. Men pas på med at kalde arbejdspladsen for din nye “stamme” – en rigtig familie fyrer dig ikke, når markedet vender.</p><p>Vi lever i en tid, hvor de traditionelle, nære fællesskaber smuldrer, og de store koncerner træder ind på arenaen som moderne frelsere. Med ord som stammer, patruljer og familie forsøger arbejdspladser at udfylde det eksistentielle tomrum, som civilsamfundet og måske også kirken har efterladt. Men hvad sker der med os, når vores dybeste biologiske og åndelige behov for at høre til bliver underlagt et cvr-nummer?</p><p>For et par år siden var det amerikanske techvirksomheder, der insisterede på, at de ikke bare var en arbejdsplads, men en familie. Nu har fænomenet for alvor ramt store, etablerede danske virksomheder under dække af agilitet og moderne managementsprog.</p><p>Tag bare et aktuelt jobopslag fra Danske Bank. Her søger de en <em>Tribe Coach for Reduce Legacy</em>. Det lyder mest af alt som titlen på en spirituel vejleder eller en ypperstepræst i en science fiction-film. Men bag de mystiske, engelske gloser gemmer der sig en rå økonomisk virkelighed: Banken skal rydde op i gamle it-systemer og tilpasse sig kunstig intelligens. Dertil har man brug for en proceskonsulent til at motivere medarbejderne.</p><p>I stedet for at kalde det “it-modernisering og hr” pakker vi det ind i antropologiske vendinger. Medarbejderne arbejder ikke længere i afdelinger; de er organiseret i <em>tribes</em> (stammer), som igen er opdelt i små, autonome <em>squads</em> (patruljer). Det er en fascinerende blanding af spejderbevægelse, militær og naturfolksromantik – alt sammen designet til at optimere vores præstationer.</p><p>Sprogbrugen er alt andet end tilfældig. En stamme dækker over noget primitivt, trygt og emotionelt. Men virksomhedernes brug af stammekonceptet overser den dybe sandhed om de naturfolk, de har lånt begrebet fra.</p><p>Hvis moderne direktører og hr-afdelinger for alvor vil lade sig inspirere af naturfolk, burde de kigge på, hvad en rigtig stamme rent faktisk er. Hos oprindelige folk handler stammen om liv og død, om absolut gensidighed og om et livslangt, ubetinget sikkerhedsnet.</p><p>I en rigtig stamme efterlader man ikke de svage på savannen. En rigtig stamme smider dig ikke ud, fordi du har et år med dårligere performance, eller fordi markedet vender. I en rigtig stamme er jægeren og den ældre forbundet af blod, historie og dyb, uforgængelig loyalitet. Du skal ikke genansøge om din plads i stammen ved den årlige medarbejdersamtale.</p><p>Kontrasten til den korporative stamme og dens små <em>squads</em> er til at få øje på. Den moderne virksomhed tilbyder dig kun et kommercialiseret, betinget tilhørsforhold. Den dybe stammeloyalitet forventes kun at gå én vej: fra dig til firmaet. Dit team rykker tæt sammen i bussen, så længe der skal leveres på kpi’er, men det eksistentielle sikkerhedsnet, du troede, du havde fundet, ophører det sekund, du bliver opsagt eller går ned med stress. Den korporative stamme har ikke et helt hjerte – den prioriterer sin bundlinje.</p><p>For at forstå, hvor radikal denne udvikling er, må vi kigge på historiens forskellige fællesskaber. Den biologiske familie er du født ind i. Landsbyen var engang det uundgåelige geografiske fællesskab. Senere overtog kirken det overordnede åndelige, moralske og sociale fællesskab. Kirken var historisk set det sted, hvor mennesket mødte det absolutte og uforgængelige – et rum, der eksisterede uafhængigt af markedskræfter og personlig formåen.</p><p>I dag ser vi historien gentage sig, men med nye, profane aktører i kulissen. Nu er det ikke længere paven i Rom, der ønsker at styre vores sjæle, men techgiganter og multinationale koncerner. Ligesom kirken i middelalderen forsøger den moderne industri at skabe et altomfattende system, hvor den kontrollerer både vores arbejde, vores data, vores sociale relationer og vores verdenssyn.</p><p>Når den regelmæssige kirkegang på de almindelige søndage desværre falder, efterlader det et tomrum. Selvom danskerne i stor stil bevarer et kulturelt tilhørsforhold til folkekirken, er den ugentlige forankring i det hellige rum svækket. Det kan skyldes en tid, hvor individet selv skal stykke sin identitet sammen, og hvor hverdagens acceleration og tidsoptimering har overtaget søndagens sjælelige opfyldning.</p><p>Men menneskets behov for ritualer, syndsforladelse og åndelighed forsvinder ikke. Det er her, hr-afdelingen og managementsproget rykker ind. Ved at kalde sig en “stamme” forsøger virksomheder at opnå den samme loyalitet og dække over det samme behov, som kirken engang primært varetog. Forskellen er dog fundamental: Hvor kirken i det mindste forkyndte nåde for de fejlbarlige, truer den korporative stamme med fyresedlen. Det kan lede til en dyb eksistentiel isolation i et samfund, hvor alt uden for kontoret efterhånden er visnet væk.</p><p>Denne bevægelse mod en intern stammekultur har også en mere usynlig, strukturel konsekvens. Når en virksomhed succesfuldt overbeviser sine medarbejdere om, at de er en “familie”, udviskes de klassiske skel mellem medarbejder og ledelse. For hvordan kan man organisere sig i en traditionel fagforening eller stille kollektive krav mod en ledelse, som man deler “stamme” med?</p><p>Fagbevægelsen bygger på en erkendelse af, at der findes forskellige interesser på en arbejdsplads. Korporat-stammen forsøger at dække over denne virkelighed med en fortælling om total harmoni. Det gør det sværere for den enkelte at sige fra, for man ønsker jo ikke at være den, der ødelægger den gode stemning i sit <em>squad</em>. Loyaliteten til kollegaen risikerer at blive erstattet af en blind loyalitet til stammens kommercielle mål.</p><p>At vi ser denne trend hos store organisationer, er ikke virksomhedernes skyld alene. Det er et symptom på et samfund, hvor de ikke-kommercielle fællesskaber kan have svære kår. Når vi i Danmark mindre og mindre samles i det lokale forsamlingshus, i sportsklubben eller omkring søndagsgudstjenesten, søger vi mod det sted, hvor vi trods alt tilbringer størstedelen af vores vågne timer: arbejdspladsen.</p><p>Men arbejdspladsen kan og må aldrig erstatte det ægte civile og åndelige samfund. Hvis vores identitet udelukkende er bundet op på, hvilket <em>squad</em> eller hvilken <em>tribe</em> vi tilhører på arbejdet, fordi vi er fastlåst i en performance- og perfekthedskultur, bliver vi fattigere og mere sårbare som mennesker. Resultatet er medarbejdere, der undgår at sætte grænser for urimelige krav, fordi de føler, de svigter deres nærmeste eksistentielle relationer.</p><p>Lad os genskabe stammerne der, hvor de reelt hører hjemme: i vores lokalsamfund, i vores kreative fællesskaber, i foreningslivet og i kirkerne, hvor fællesskabet og det menneskelige værd er givet på forhånd – og ikke skal afrapporteres nogen steder hen.</p><p>Vi skal være glade for vores arbejde, og vi skal samarbejde effektivt, helt sikkert! Men lad os stoppe med at bilde os selv ind, at en multinational koncern er vores stamme eller vores familie. Når alt kommer til alt, er en <em>Tribe Coach</em> blot et smart ord for en projektleder, og dit <em>squad</em> er bare dit daglige team.</p><p>Pas på, du ikke forveksler din arbejdskontrakt med dit værdifulde liv og dine ægte nære eller åndelige relationer.</p><p><em>Liselotte H. Nielsen er på selvbetalt orlov. Hun er tidligere formand for Det Centrale Handicapråd.</em></p>

<p>Der er noget, der har forandret sig i Danmark. Ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt, hen over de seneste 10-15 år. Jeg oplever det i den offentlige debat, og jeg møder det i min hverdag som politiker.</p><p>Danskernes forventninger til velfærdsstaten stiger og stiger – og de politiske beslutninger følger op på efterspørgslen for at leve op til kravene. Flere og flere danskere opfatter sig selv som forbrugere af offentlige ydelser snarere end som borgere med ansvar for sig selv og det fællesskab, de er en del af.</p><p>Jeg mener faktisk, at dette er en af de største udfordringer for det danske samfund, og det gør, at flere og flere vil have mere – og uden at blive mere tilfredse eller lykkelige.</p><p>I århundreder har den danske samfundsmodel bygget på en uskreven kontrakt: Vi betaler skat, deltager i arbejdsmarkedet, respekterer lovene og ikke mindst – tager ansvar for vores eget liv og opdrager vores børn til at gøre det samme. Til gengæld stiller samfundet så uddannelse, sundhedsvæsen, ældrepleje, sikkerhed og social tryghed til rådighed.</p><p>Velfærdsstaten har i mine øjne aldrig været tænkt som en butik, hvor man afleverer sine skattepenge og derefter kan kræve service på alle områder. Den var et fælles projekt.</p><p>Men i dag lyder debatten ofte anderledes. Når noget går galt – ventetid på hospitalet, problemer i skolen, støj i nabolaget, dårlige veje, ensomhed, mistrivsel, usunde vaner eller økonomiske problemer – bliver det hurtigt formuleret som et krav til staten: Hvad vil I politikere gøre? Hvorfor leverer kommunen ikke? Hvorfor har vi ikke ret til at få noget mere?</p><p>Det er, som om vi har flyttet os fra spørgsmålet “Hvad kan vi gøre sammen?” til “Hvad har jeg krav på?”</p><p>Denne udvikling er forståelig. Danmark har haft stor økonomisk fremgang, høj sikkerhed og langt hen ad vejen en usædvanlig effektiv offentlig sektor – også når vi sammenligner med andre europæiske lande.</p><p>Men når systemet fungerer godt, vænner man sig til det. Når det fungerer meget godt i lang tid, begynder man at tage det for givet. Og når man tager noget for givet, bliver man utilfreds, når det ikke fungerer perfekt. Og når det så <em>ikke</em> fungerer perfekt – ja, så brokker vi os – frem for at starte med at kigge indad og spørge os selv: Var der noget, jeg selv kunne have gjort?</p><p>Forbrugermentaliteten undergraver denne tillid. Hvis jeg først og fremmest er kunde, bliver andre borgere konkurrenter om offentlige ressourcer. Så spørger jeg ikke længere, om ordningen er god for samfundet, men om jeg får nok ud af den. Skatten bliver en betaling, ikke et bidrag. Politik bliver en kamp om ydelser, ikke om fælles prioriteringer. Ja, politik bliver mere og mere at dele bidrag og ydelser ud til befolkningen – frem for at understøtte, at befolkningen kan klare sig selv og selv håndtere opgaverne.</p><p>Blot de seneste år har jeg oplevet, hvordan vi som partier konkurrerer om at udvide antallet af gaver, der deles ud. Lad mig blot nævne ældrecheck, varmecheck, fødevarecheck. Og på denne måde kortvarigt lukke munden på borgerne. Langt sjældnere taler vi om pligter. Det er nemlig blevet politisk risikabelt at sige, at mennesker også har ansvar for deres egen sundhed, deres børns opdragelse, deres økonomi eller deres deltagelse i fællesskabet. Men husk nu, at uden pligter bliver rettigheder kortsigtede og uholdbare.</p><p>Til sidst vil jeg blot understrege: Det betyder ikke, at vi skal afvikle velfærdsstaten. Tværtimod. Danmark skal fortsat have et stærkt offentligt sikkerhedsnet. Men alle skal ikke fanges i et sikkerhedsnet. Vi er nødt til at genopdage forskellen mellem at være kunde og at være borger.</p><p>En kunde spørger: “Hvad får jeg for pengene/skatten?”</p><p>En borger spørger: “Hvad skylder jeg at give, og hvad kan jeg selv gøre uden at bede om hjælp fra det offentlige?”</p><p>Et samfund kan ikke styres alene gennem kontrakter og krav. Det kræver, at vi mennesker frivilligt tager ansvar: for naboen, for foreningen, for lokalsamfundet, for vores børn og for vores arbejde. Og at man faktisk således også oplever en meget større glæde, tilfredshed og frihed, når vi selv tager et større ansvar.</p><p><em>Anni Mathiesen er folketingsmedlem og undervisnings- og ældreordfører for Venstre.</em></p>

<p>Hjem. Alene ordet. Et lille ord fyldt med enorm betydning.</p><p>Hjem er en følelse, hjem er et udgangspunkt, hjem er en retning, et tilhørsforhold, en længsel. Hjemme er alt, vi som mennesker ønsker at være. Og selvom det ikke altid lykkes, lever ingen af os uden at forholde os til, hvad det vil sige at være hjemme. Hvad hjem betyder for os.</p><p>I serien “Hjemme bedst” har Kristeligt Dagblad undersøgt, hvad hjem betyder for os i dag. Hvordan vi bruger penge og ressourcer på hjemmet som aldrig før, men også hvordan hjemmet i stigende grad bliver lukket land.</p><p>Hvordan hjem er noget meget konkret, genstande, møbler, minder, som danner rammen om levet liv. Men også hvordan hjem er en følelse, et forhold, der er med til at bestemme, hvem vi er som mennesker og som samfund. På mange måder er hjem den centrale kulturelle figur, der i virkeligheden fortæller, hvem vi er som civilisation.</p><p>I disse uger valfarter mange i biografen for at se Christopher Nolans storfilm “The Odyssey”, den vestlige kulturs grundfortælling om hjemkomst og hjemlængsel. Homers beretning om en midaldrende krigshelt på vej hjem er i bund og grund fortællingen om, at vi alle har hjemme et sted. Ikke alle mulige steder, men et bestemt sted. Vores hjem kan være ødelagt, nogle finder aldrig hjem, men længslen efter at komme hjem bærer de fleste af os.</p><p>Og som Karsten Lund fortæller i Kristeligt Dagblads serie, bygger den længsel og den følelse ofte på noget meget konkret. For ham begynder følelsen af hjem, når han ser det første motorvejsskilt mod Rødby. Den bor i det keramikfad fra moderen, han stadig laver dej i. Og den bor i den kærlighed, som har skabt hjemmet og fyldt det med liv. Hans hustru Inge og ham er også hinandens hjem, som Karsten formulerer det. “Hjemme er der, hvor du er,” hed det hos Benny Andersen.</p><p>Som det også er blevet fremhævet i serien, er hjemmet en overset samfundsinstitution, hvis betydning ofte overses. Afgørende ikke desto mindre som ramme om familien, som ramme om opdragelse eller manglen på samme, som den private sfære, alle har brug for, og hvis betydning for, hvem vi er og bliver, sjældent kan overvurderes.</p><p>Ikke alle steder i verden har så udramatisk et forhold til hjemmefølelsen som i Danmark. Man skal ikke længere væk end til Tyskland for at finde et land, hvor den enkeltes og samfundets forhold til hjem er fyldt med sår og traumer. Hvor hjemlængslen kan blive tolket som en krigerisk nostalgi, og hvor mange op gennem det 20. århundrede har levet i en kompliceret splittelse mellem hjemmet som vilkår og hjemmet som kors. Mesterligt skildret i Edgard Reitz’ filmserie “Heimat”, der fortæller historien om Tyskland fra tiden før Første Verdenskrig til nutiden som en tragisk hjemstavnsfortælling.</p><p>I Danmark er hjemligheden yderst sjældent blevet forstyrret. Det er først og fremmest glædeligt, fordi det danner grundlaget for et sundt og opbyggeligt forhold til hjem, hjemstavn og fædreland. Men der er i dag indimellem tegn på, at dyrkelsen af hjemmet som en borg, der er lukket land for andre mennesker, kan ende som en trist forskansning. Her kan man håbe på en opblomstring af hjemmet som et kulturelt og socialt mødested. Som i mange andre sager, kan man jo begynde med sig selv.</p>

<p>Tidligere socialrådgiver Jørgen Breindahl skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad den 21. juli, at “bisiddere er blevet en socialpolitisk nødvendighed”. Den pointe er det svært at komme udenom.</p><p>Mange af vores medlemmer i Kristelig Handicapforening oplever, at det kræver et urimeligt stort kendskab til lovgivningen at få den hjælp, de har ret til. Her kan en kompetent bisidder gøre en stor forskel. Jeg er derfor også enig med Breindahl i, at de frivillige sociale organisationer har en vigtig opgave med at støtte mennesker, som har brug for hjælp i mødet med kommunen.</p><p>Der er også brug for professionelle sagsbehandlere, som har uddannelsen og erfaringen til at kunne udfordre kommunens sagsbehandlere med de rigtige spørgsmål.</p><p>Men jeg synes samtidig, at hans kronik rejser et vigtigt spørgsmål: Er det en sund samfundsudvikling, hvis sårbare borgere oplever, at de er nødt til at medbringe en bisidder til møder med myndighederne?</p><p>Retten til at tage en bisidder med er en vigtig retssikkerhedsgaranti. Men der er trods alt forskel på at have mulighed for at tage en bisidder med og at føle sig nødsaget til det. Det er ikke tegn på et sundt system, hvis almindelige mennesker oplever, at de skal have deres egen ekspert med for at være sikre på, at loven bliver fulgt.</p><p>I et tillidsbaseret samfund som det danske må vi tværtimod insistere på, at vi trygt kan gå til møde med vores kommune og vide, at sagsbehandlerne rådgiver ordentligt og træffer deres afgørelser med udgangspunkt i borgerens lovfæstede rettigheder.</p><p>Den voksende brug af private socialrådgivere har også en social slagside. I forvejen har mange familier, der lever med handicap, færre økonomiske ressourcer end andre. Derfor er det langt fra alle, der har råd til at betale for ekstern hjælp.</p><p>Jeg er enig med Breindahl i, at de frivillige sociale organisationer kan yde en vigtig indsats her. Men organisationerne har ganske enkelt ikke ressourcer til i større omfang at kompensere for problemer i den offentlige sagsbehandling.</p><p>Der er også en etisk side af problemet. Når mennesker befinder sig i en sårbar situation og er afhængige af hjælp fra det offentlige, må vi kunne forvente, at myndighederne tager et særligt ansvar for, at deres rettigheder bliver respekteret. Det ansvar kan ikke gradvist flyttes over på borgeren selv og de frivillige organisationer.</p><p>Det kan heller ikke være civilsamfundets opgave at opbygge et parallelt system, som skal sikre, at borgerne får den behandling, de allerede har krav på fra det offentlige.</p><p>Vi har brug for bisiddere. Og lige nu har vi tydeligvis brug for flere af dem. Men hvis mennesker med handicap og deres pårørende i stigende grad oplever, at de ikke tør gå alene til møde med kommunen, er det først og fremmest et tegn på, at noget er galt i den sociale forvaltning.</p><p>Den grundlæggende opgave må derfor være at genskabe tilliden til, at man som borger kan møde sin kommune uden at skulle have sin egen ekspert med for at sikre, at ens rettigheder bliver respekteret. Det ansvar kan hverken lægges på den enkelte borger eller på de frivillige organisationer.</p><p>Som ny socialminister har Monica Rubin (Mod) en vigtig opgave i at få vendt den udvikling.</p><p><em>Thomas Bjerg Mikkelsen er formand for Kristelig Handicapforening og fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Aarhus.</em></p>

<p>Københavns Politi er onsdag til stede på Københavns Hovedbanegård efter et knivstikkeri.</p><p>Det oplyser vagtchef Nicolai Ullits til Ritzau.</p><p>Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 17.16.</p><p>Mindre end en time efter anmeldelsen har politiet anholdt en mand i 20’erne.</p><p>Han har erkendt, at han stod bag knivstikkeriet.</p><p>- Nu skal forløbet klarlægges, men folk kan færdes trygt i området, siger vagtchefen.</p><p>Den anholdte vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af torsdag. Hvad han sigtes for, kan politiet ikke oplyse onsdag aften.</p><p>Som følge af knivstikkeriet er enkelte regionaltog aflyst, og flere er forsinkede.</p><p>Det skyldes politiarbejde på hovedbanegården, men alle spor er igen åbne for togtrafik kort før klokken 18.30, skriver P4 Trafik.</p><p>Togændringerne gælder for afgange fra København til Næstved, Ringsted og Helsingør.</p><p>RITZAU</p>